Selvom det måske ikke altid føles som om, at vi for alvor har meget sol i Danmark, så er vi faktisk ret godt stillet på den front. Både fordi vi faktisk har en hel del solskinstimer på årsbasis, og fordi vi har utroligt lange dage om sommeren med masser af lys. Dertil har vi vandet hele vejen rundt om os, som reflekterer lyset fra solen, hvilket også er en fordel.
Derfor er det heller ingen overraskelse, at flere og flere danskere vælger at installere et solvarmeanlæg. Hvis du er en af dem, der overvejer at tage springet, så er du kommet til det helt rette sted. Her i artiklen vil vi nemlig kigge nærmere på solvarmeanlæg og svare på nogle af de oftest stillede spørgsmål om disse.
Hvis du allerede nu ved, at du gerne vil have et solvarmeanlæg, så kan vi kun anbefale, at du indhenter tilbud på opgaven fra fagkyndige, der kan hjælpe med rådgivning, indkøb af materialer og installation. Men hvis du endnu er usikker på, om det er den rette beslutning, så læs med videre og bliv klogere på solvarmeanlæg, og hvornår det giver mening at installere et sådant.
God læselyst!
Hvad er et solvarmeanlæg?
Et solvarmeanlæg er et anlæg, der drager på varmen fra solen og bruger denne til at opvarme brugsvand eller dit hjem. Det bliver også kaldt for et termisk solsystem, og hoveddelen af anlægget består af såkaldte solfangere, der, som navnet antyder, fanger solens energi.
Solfangere minder på mange måder om solceller, men i stedet for at danne strøm, bliver solens energi omdannet til varme. Det er et mindre kompleks proces, og derfor vil et solvarmeanlæg typisk også være en billigere løsning.
Disse solfangere er dog kun en del af et samlet solvarmeanlæg, og man kan altså ikke nøjes med dem. Alle delene skal til, for at man har et velfungerende solvarmeanlæg, der kan bruges til at opvarme hjemmet og / eller dets vand.
Et solvarmeanlæg kan som udgangspunkt placeres hvor som helst på din grund. Det kan enten være på taget af huset, carporten eller skuret, eller det kan være på græsplænen. Der er dog ingen tvivl om, at det er mere gavnligt at placere solvarmeanlægget på et sted, hvor solen skinner meget. Det kunne eksempelvis være på den sydvendte del af ens tag, på en sydvendt græsplæne eller skråning eller lignende.
Hvornår giver det mening at installere et solvarmeanlæg?
Hvis man bor et sted, hvor man har plads til at montere et solvarmeanlæg, har man budgettet til det og planlægger man ikke at flytte lige med det samme, vil det som udgangspunkt give god mening at installere sådant et anlæg.
Vores anbefaling er, at man som udgangspunkt bør have plads til minimum fem solfangere, før man overvejer et solvarmeanlæg. Hvis ikke der er plads til det, kan det vise sig, at omkostningerne til installationen af anlægget er for høje set i forhold til den potentielle besparelse på varmeregningen.
Dertil skal man naturligvis have økonomien til at finansiere installationen. Det er ikke gratis at installere et solvarmeanlæg, og man bør derfor altid regne på de økonomiske konsekvenser af anlægget – negative såvel som positive.
Et solvarmeanlæg tjener sig hjem ved at man spare på varmeregningen, mens man bor i huset. Det er dog sjældent, at det tjener sig hjem ved et salg af huset. Som med så mange andre energiforbedringer, er det noget, som køberne gerne vil have, men de vil sjældent betale lige så meget for det, som det har kostet at montere. Vores råd er derfor, at hvis du står lige foran en flytning, så bør du tænke det igennem en ekstra gang, inden du investerer i sådan et solvarmeanlæg.
Er det lovligt at montere sit eget solvarmeanlæg?
Det er som udgangspunkt lovligt at montere sit eget solvarmeanlæg, men der er et stort men. Det forholder sig nemlig sådan, at det skal være en autoriseret elinstallatør, der står for eltilslutningen af anlægget, mens det skal være en autoriseret VVS-installatør, der står for tilslutningen af brugsvandet.
Det vil altså sige, at du kan lave en del af forarbejdet selv, hvis det er det, du ønsker. Det kan eksempelvis være, at der skal graves ud, fastgøres solfangere til taget og lignende. Alt dette er i princippet fuldstændig lovligt for dig at gøre selv, og det kan dermed være en måde at spare lidt penge på, da man ikke behøver at hyre en håndværker til at gøre arbejdet.
Du undgår dog ikke at skulle involvere mindst to fagmænd; en elektriker og VVS’er skal nemlig være inde over, når solvarmeanlægget skal tilsluttes til henholdsvis det øvrige el og brugsvand i boligen.
Spar bekymringerne og lad en fagmand klare arbejdet
Vores anbefaling er, at du involverer fagfolk fra starten af, og dermed lader dem klare det meste af arbejdet. På kort sigt er der ingen tvivl om, at det er den dyre løsning, men på længere sigt er det som regel den bedste beslutning.
Det skyldes simpelthen, at du kan spare dig selv for unødige bekymringer. Når det er fagfolk, der udfører arbejdet, er man i højere grad sikker på, at det er gjort rigtigt. Skulle det, mod forventning, vise sig, at håndværkerne har lavet fejl, der resulterer i skader på boligen eller lignende, så kan du rejse dit erstatningskrav mod dem, da det er dem, der står med ansvaret.
Det bliver forhåbentligt ikke nødvendigt, men det er en rar sikkerhed at have. En forkert eltilslutning kan nemlig resultere i alt fra strømafbrydelser til ildebrand, mens en forkert tilslutning til brugsvandet kan føre til vand- og fugtskader på boligen.
Solvarmeanlæg pris: Hvad koster det?
Hvis du går ud og køber et solvarmeanlæg, vil du som regel få installationen med i prisen. Det er dog ikke altid tilfældet, hvorfor du altid bør være opmærksom på, hvad der helt nøjagtigt er inkluderet i den pris, som du ser ude hos forhandleren.
Ifølge tal fra Energistyrelsen, vil et solvarmeanlæg til en familie på fire mennesker, som regel koste et sted mellem 35.000 kroner og 50.000 kroner. Denne pris afhænger naturligvis af en række forskellige faktorer, og må derfor anses som værende en cirkapris.
De faktorer, som blandt andet kan spille en rolle i prisen på solvarmeanlægget er:
- Størrelsen på solvarmeanlægget
- Typen af solfangere, som man vælger at benytte (plansolfangere eller rørsolfangere)
- Omfanget af forberedelser, der er nødvendige for, at anlægget kan monteres
Indhent uforpligtende tilbud på solvarmeanlæg
Vores anbefaling er, at du indhenter tilbud fra flere forskellige installatører, der kan bistå med hele opgaven; lige fra rådgivning inden projektets start til indkøb af de nødvendige materialer og enheder til installation af solvarmeanlægget.
Ved at få tilbud på opgaven fra flere forskellige parter, får du muligheden for at vælge den bedste samarbejdspartner; både i forhold til pris, kompetencer, leveringstid og så videre. Når du indhenter et tilbud, har du også et skriftligt bevis på, hvad det kommer til at koste. Her bør du sikre dig, at det som minimum indeholder følgende punkter:
- Pris på rådgivning omkring projektet (hvis dette koster noget)
- Pris på indkøb af solvarmeanlægget
- Pris på installation af solvarmeanlægget
- Anbefaling af anlæggets størrelse og placering
- Forventet (gerne garanteret) produktion fra anlægget
- Garanti på både anlæg og ydelser
- Herunder også pris på forlængelse af garantiperioder
- Eventuelt muligheder for forsikring af anlægget
Læs tilbuddene grundigt igennem og hav gerne fokus på andet end bare pris. En længere garanti kan eksempelvis være meget værd. Hvis du accepterer et tilbud, bør det være på betingelse af, at der bliver tegnet en kontrakt mellem installatøren og dig, der tydeliggør, hvad arbejdet omfatter, hvornår det skal være færdigt, hvor meget og hvordan, der skal betales, hvordan garantien dækker og ikke mindst, hvad der sker, hvis en af parterne ikke lever op til det aftalte.